Slægten Balles oprindelse

eg har uden at tilvejebringe egen dokumentation, benyttet data fra bogen om biskop Balle. For at give interesserede et indblik i bogens forhistorie og usikkerheder, som disse er beskrevet i bogen om biskop Nicolay Edinger Balle’s slægt gennem 350 år, er det derfor anset for nødvendigt at gengive nedenstående beskrivelse af forfatterens forklaringer om baggrunden.

I nævnte bog, som er udgivet i 1922, skriver forfatteren L.E. Grandjean i sin indledning følgende:

”Familienavnet Balle skriver sig efter familietraditionen fra den jydske sogneby Balle ved Skanderborg, hvor den første indehaver af navnet Balle i hine tider har bosat sig. Af de skrevne oplysninger, som degn Balle i Vestenskov har overleveret os, fremgår det, at den ældste kendte Balle har været med i trediveårskrigen, idet han har stået i Christian den fjerdes livgarde, og efter krigens ophør for Danmarks vedkommende (freden i Lübeck 1629), skulle have bosat sig i Jylland. Ulykkeligvis er Balle sogns kirkebøger først i behold fra 1790, hvilket afskærer os fra at søge udførlige oplysninger om stamfaderen og hans søn og sønnesøn; thi først med sønnesønesønnen, islandsk købmand i København, Peter Sørensen Balle, født i 1687, har vi fået overleveret fyldigere meddelelser.
Man har kunnet antage, at den Balle der stod i Chr. IV’s livgarde, kunne have været indvandret fra udlandet sammen med så mange andre lejesvende, der udgjorde hovedkontingentet af Chr. IV’s tropper, men herimod taler til en vis grad den kendsgerning, at han stod i livgarden, og at der omkring det årstal, hvor han kan have været født, i Lading (mellem Skanderborg og Århus), levede en pastor Jens Espensen Balle (død 1590). Christian den fjerdes livgarde har sikkert overvejende været et nationalt, dansk hærkorps, og når familienavnet Balle har eksisteret ét slægtled længere tilbage, og der næppe i den tidsalder har været andre – i hvert tilfælde nulevende – slægter, der førte dette navn, er der mulighed for, at stamfaderen kan have sin danske oprindelse i orden og eventuelt have været en søn af bemeldte pastor i Lading, men på den anden side må man med hensyn til den sidste antagelse holde sig klart, at der alene i Jylland findes 15 landsbyer af navnet Balle og ca. 30 forskellige Ballegårde, som godt kan komme i betragtning ved udfindelsen af slægtens oprindelige hjemstavn og stamfader, idet traditioner ikke altid er helt pålidelige.

Min kusine Elna Balles mand, lærer Christian Winther Balle i Fjenneslev, henledte min opmærksomhed på hans forfædre, der igennem adskillige generationer har været gårdmænd oppe i Sønder Onsild sogn ved Hobro, med særlig henblik på mulig opklaring af slægten Balles tilholdssted gennem tiderne. Kirkebøgerne for Søder Onsild sogn går imidlertid kun tilbage til 1687 og er defekte for årene 1693-98. Godsarkivet for Mariager Kloster, hvorunder det pågældende fæste henhørte, er meget mangelfuldt; fæsteprotokollerne findes overhovedet ikke, og skriftevæsnet begynder først 1724. Positive oplysninger har således kun kunnet skaffes ned til omkring 1680. Den ældste fæster er Christen Balle, fadernavnet mellem for og efternavn er intet steds anført, hverken i kirkebøgerne, birkets tingbøger eller protokollerne. Han har en datter til dåben 1688, kan altså selv være født i 1660’erne.
Stamfaderens søn, Peter Hansen Balle, var ifølge degn Balles optegnelser rytter og deltog bl.a. i krigen mod Sverige 1657-60 og angives at være født 1631. Det er min overbevisning, at der med nogen sandsynlighed kan opstilles den antagelse, at Christen Balle, Sønder Onsild, er en søn af rytter Peter Hansen Balle ud fra følgende betragtninger:
I 1670 dannedes der et internationalt, dansk rytteri derved, at ca. 30.000 td. Hartkorn af kronens godser udlagdes til bønder eller soldater, mod at de i krigstid enten selv eller ved stedfortrædermødte til tjeneste til hest. Fæsterne af disse ryttergårde havde afgiftfrihed. Nu lå Ulstrup ganske vist under Glenstrup kloster, men dette gik som bekendt i forfald allerede i det femtende århundrede og henlagdes derfor under Birgittinerklostret i Mariager, som i 1538 overgik til forlening under kronen. Hvad er derfor rimeligere, end at rytter Peter Hansen Balle i 1670, efter velfortjent at have gjort svenskekrigen med, modtager en ryttergård i fæste af kronen i Sønder Onsild sogn, og at sønnerne, der må være fødte nogle år forinden erhvervelsen af ryttergården, ved faderens død overtager fæstet hver med en del af det, selv om de ikke fortsat nyder afgiftfrihed. Hr. lærer Chr. W. Balle har nemlig meddelt mig, at en tradition i hans familie udtrykkeligt siger, at det oprindelige fæste bestod af fire gårde, mens den første af hans gren kun sad inde med én gård. Søren Petersen Balle (faderen til den islandske købmand Peter Sørensen Balle), som hvis ovennævnte hypotese holder stik; er født i 1659 som broder til Christen (Petersen) Balle i Ulstrup, har således sikkert arvet en anden af de fire gårde, som derefter med sønnen, der jo var islandsk købmand, er gået på andre hænder.
Ved de allerførste forundersøgelser viste det sig endvidere, at den islandske købmand, Peter Sørensen Balle var gift to gange, og i hvert tilfælde har han haft 3 sønner, hvorved der altså udskiller sig tre grene af familien.
Hvad disse sidegrene angår, besluttede jeg efter råd fra forskellig side, at anføre dem i hovedtrækkene, således at én linie opnåedes, og jeg henviser til linieopstilling bag i bogen. De andre grene er nemlig frodigere (!) end biskoppens gren, og bogen ville derfor med et noget overdrevent udtryk svulme op til en veritabel vejviser, om samtlige Baller skulle medtages. Det har desuden fra første færd kun været hensigten at bearbejde biskop Balles gren (altså degnens linie), hvad titlen på bogen noksom fremhæver.
I den af pastor Balle i Aversi udfærdigede stamtavle (1859) anføres det, at der i henhold til en tradition i familien skal være en vis tilknytning mellem slægterne Balle og Popping, hvilken sidste indvandrede her til landet i 1631 fra Libau i Kurland.

Traditionen bestyrkes ved, at biskop Balle og hans søster (først gift med Raun, senere med birkedommer Friis i Nakskov) ses at have arvet en Marie Hansdatter Popping, der døde barnløs. Endvidere vil det i Fru Frederikke Balles stamtavle af 1893 bemærkes, at biskoppens søster opkaldte et af børnene i sit første ægteskab efter familien Popping, idet barnet døbes: Marie Margrethe Popping Raun (hun blev senere gift med landmåler Lohse). Den første fra Kurland indvandrede Popping må sikkert være den i København 1659 bosiddende Frederich Popping, der boede i Vimmelskaftet og havde to tjenere samt tvende studiosi boende hos sig. Familien er uddød her hjemme, og der har endnu ikke kunnet findes noget til opklaring af slægtskabet med denne familie. Det fremgår imidlertid af Nakskov skifteprotokol, at biskop Balle kalder Marie Popping for ”moster”. Hun var enke efter Hans Petersen.
Jeg har ikke fundet det hensigtsmæssigt, af frygt for at gøre stoffet for stort og derved vanskeligt overskueligt, at genoptrykke sidelinierne, som jo findes i stamtavlen af 1893 og altså kan slås efter der, så meget mere som det jo heller ikke er meningen at føre sidelinierne à jour i en slægtsbog over familien Balle.
Jeg har i det følgende kaldt hovedlinierne, som fortsættes med biskoppens gren, for ”hovedgrenen”, Ballerne fra Ulstrup for ”gren I”, visiteur Thomas Petersen Balles gren for ”gren II” og pastor Anders Severin Petersen Balles gren for ”gren III” og adskilt dem i afsnit for sig for overskuelighedens skyld.
I de sidste 50-70 år er der adskillige familier her i landet, der efter deres hjemstavn har antaget navnet Balle som familienavn, og som altså overhovedet ingen forbindelse har med den slægt, hvorom nærværende bog handler. Det turde måske derfor netop antydes, at antagelsen af accent aigu over e’et i Balle, således som den svenske gren – af æstetiske grunde – har gjort det, ville være hensigtsmæssigt til adskillelse fra de ”uvirkelige” Baller.
Jeg føler trang til at afslutte indledningen med en gentagelse om, at de i dette afsnit fremsatte formodninger kun er hypoteser og ikke må betragtes som mere og andet. De er fremsat ud fra den sikkert ret forståelige trang til at se en afsluttet kæde der, hvor de positive kendsgerninger glipper, følgelig bliver det hver enkelts sag, hvor langt han tør følge mig i mine slutninger.”